Ring Them Bells

Ring Them Bells

Dørene åbner kl. 19.00

KØB BILLET

Ståpladser

Billetpriser fra 125 kr.

Bliv medlem af Medspil og spar penge omgående.

Bliv medlem her >>

Ring Them Bells har vokset sig fra et projekt for støjende venner til en seriøs enhed, der høster
store anmelderroser og masser af radioairplay. På det nye album All Kinds of Nightmares tumler
de med en turbulent verden – med støtte fra gæstesangere som Kira Skov, Camilla Munck og
RebekkaMaria og et Slowdive-medlem.
Flere gange de seneste år er medlemmerne af Ring Them Bells vågnet op med en følelse, mange
kan genkende: ’Sker det her virkelig?’ Om det gjaldt stormen på Capitol Hill, angrebet på Ukraine
eller corona-konsekvenser har verden forekommet helt uvirkelig.
”Samtidig er der en offentlig debat, der gav en følelse af, at samtalen er ved at gå i stykker. At folk
råber utrolig højt ad hinanden,” siger forsanger og sangskriver Johannes Nidam.
Men når man er så heldig at have et band, kan man forløse det knugende kaos gennem tre guitarer,
bas, trommer og sang. Og det har medlemmerne gjort på All Kinds of Nightmares. Albummet er
kulminationen på en udvikling, hvor bandets stjerne har lyst klarere og klarere – deres albums og
koncerter har løbende fået strålende anmeldelser, og i 2021 var nummeret ’The Fall’ blandt årets
mest spillede på P6 Beat. Hvad der begyndte som et uformelt rum for en flok respekterede
musikere fra det danske rock- og indiemiljø, er blevet et fokuseret kollektiv; fuldendt af senest
tilkomne medlem, Psyched Up Janis-bassisten Jakob Jørgensen.
Det er ovenpå den virkelighed – både den ude i verden og den inde i bandet – at All Kinds of
Nightmares er skabt. Bandet har turdet følge sangenes musikalske og tematiske spor længere ud i
ekstremerne. Fra det stille til det støjende. Alt sammen er co-mixet og mastereret af Simon Scott
fra shoegazelegenderne Slowdive, og det har ført til en egenrådig nyfortolkning af musikhistoriens
mere forkullede og småsyrede dyder – med dryp fra eksempelvis sortsynet på Leonard Cohens The
Future, den beskidte blues på The Rolling Stones’ Exile on Main Street eller gospelstrejfene på
Depeche Modes Songs of Faith and Devotion.
”Vi tør være mere følsomme, mere alvorlige. Vi sætter os selv mere på spil. Det gælder også i
forhold til, at vi har inviteret andre musikere indenfor. Det er sårbart, når man lukker folk ind, især
nogle der har så høje ambitioner, som dem vi har arbejdet med,” siger Johannes Nidam.
Det er mundet ud i sange som det intime snapshot ’Capitol Hill’ med Kira Skov,
dommedagsprædiken ’The Fall’ med RebekkaMaria, den støvede afslutter ’Europe Is Sinking’ med
blandt andre Camilla Munck, som også er på åbningsnummeret og seneste single, den mere positivt
stemte kærlighedssang ’Whereever You Go’.
Foruden deres bidrag til sangenes nuancer illustrerer gæsterne, hvordan Ring Them Bells ønsker at
agere som musikere og mennesker i en højspændt og individualiseret tid:
”Når man behandler noget tungt i et kollektivt rum, kan der opstå en forløsning, en katarsis,” siger
Johannes Nidam.
Bandet fejrer All Kinds of Nightmares med en releasekoncert på Loppen d. 10. marts og følger
albummet op med en række koncerter.